10 PB Folkemoedet Rikkehmikuta scaled
|

En producent, en projektchef og en kædedirektør går ind i et telt på Folkemødet – finder de svaret på, hvordan detailhandlen omstiller sig til et grønnere sortiment?

Bliv klogere på, hvordan detailhandlen bør gribe forbrugeren i rejsen mod at spise mere planterigt.
På en solskinsrig klippeø i Østersøen slog vi telt og langborde op sammen med Dansk Vegetarisk Forening og de 199 andre scener, der også deltog i Folkemødet 2023 på Bornholm. I en række artikler vil vi sætte fokus på nogle af de erfaringer, vi gjorde os, da den brede befolkning mødte det plantebaserede. Læs første artikel her.

I Fremtidens Plantebaserede Fødevarer, som teltet er kaldt, byder vi på en lille frokost-anretning og en debat om detailhandlen. “Kom nærmere, kom nærmere, vi skal snart til at begynde,” råber en ansat fra Dansk Vegetarisk Forening til de forbipasserende.

I det ene hjørne af teltet står kokken Jens Højberg og anretter frokost-tallerkenen sammen med medarbejdere fra Plantebranchen. En lille appetitvækker og et smagfuldt billede på, hvad der skal spises mere. På tallerkenen finder de spisende en helt klassisk bønnepostej fra smurt på et stykke rugbrød. Ved siden af rugbrødsmaden ligger en wrap med hummus på forskellige slags bønner og til at slutte cirklen et stykke knækbrød med pålægssalat. Det hele er plantebaseret og økologisk. 


Stemningen er god, og folk går hen til langbordet for at kigge på de stablede tallerkener, som snart sendes ud til bordene. Når debatten går i gang, kan de besøgende læne sig tilbage, nyde måltidet og blive klogere på detailhandlens rolle i den grønne omstilling.

Er det inspirerende at handle i supermarkedet?

Debatten er modereret af Marie Luja Rasmussen, som er projektleder for Økologi til detail og Netværk for foodservice i Dansk Vegetarisk Forening. Hun byder velkommen til de tre paneldeltagere: Richo Boss, kædedirektør i Meny, Emil Andersen, Co-Founder og CFO i Planteslagterne og Camilla Udsen, projektchef for fødevarer i Forbrugerrådet Tænk

Marie starter med at spørge om, hvordan detailhandlen får de rigtige kvalitetsprodukter på hylderne, og der er enighed i panelet om, at smag er virkelig centralt, og det skal være nemt at handle det “bedste” produkt.
Camilla pointerer, at danskerne generelt bruger mindre tid på madlavning, og det er ikke alle, der forholder sig til maden, de skal lave i fremtiden, dagen før, og det mønster skal indtænkes i supermarkederne. Emil supplerer Camilla: 

Det er derfor, det er så vigtigt at gribe forbrugeren forskellige steder på rejsen. Noget sker i hjemmet, noget sker i supermarkederne. Detailhandlen har et ansvar for at gribe forbrugeren nede i supermarkedet.

Emil Andersen, CFO, Planteslagterne

Richo nikker og pointerer, at Meny faktisk har fordoblet deres salg af det plantebaserede siden sidste år, men at det samtidig er konjunkturfølsomt. 

Og der ligger jo en udfordring der. Som forbruger skal man gerne kunne mærke, at hvis man lever plantebaseret, så sparer man også penge. Men som Emil siger, er det svært med volumen i forhold til billig produktion. I forhold til økologi kan det være sværere at skaffe råvarer og være dyrere.

Camilla Udsen, projektchef for fødevarer, Forbrugerrådet tænk

“Ja, og der er den animalske produktion i en anden skala i forhold til at muliggøre det,” uddyber Richo. 

Marie kigger ud på publikum, der sidder med farvede kartoner i hånden eller ved deres side og spørger ud: “Hvem føler sig inspireret til at handle grønt, når de handler ind? Rækker du orange op, er det et nej, rækker du den grønne op, er det et ja”


Der er vist ikke tvivl. Teltet er fyldt med hejste orange kartoner. De fleste føler sig ikke inspireret til at handle grønt i supermarkedet. Nogle uddyber, at de ofte går forbi grøntafdelingen for at gå ned til kødet, “og så går man måske tilbage til grøntafdelingen igen, men måltidet starter ved kødet.” Det leder over i en diskussion om indretningen af supermarkedet, men også medarbejdernes evne til at vejlede kunderne. 

Vi har et klimamodul på elevuddannelsen, hvor fremtidens medarbejdere bliver oplært i de her ting. Hvis medarbejderne ikke selv har prøvet plantebaseret mad eller har erfaring med grøntsager og bælgfrugter, så kan de jo ikke guide kunderne. Medarbejderne skal inspirere deres kunder, og det kræver erfaring og viden.

Richo boss, kædedirektør, meny

Det lange træk for at lykkes – samarbejdet mellem producent og detailkæden

En fra publikum rækker hånden op: “Kan detail ikke gøre noget mere for at skilte med klimavenlige fødevarer? Hvorfor gør man ikke noget, før klimamærket kommer?”

Panelet griber bolden i forhold til at tale om det samarbejde, der kan eksistere mellem forskellige aktører i detailhandlen. 

“Da vi startede Planteslagterne i 2018 var samarbejdet mellem detail og producent mere klassisk køber og sælger med en stor portion skepsis. Det har ændret sig. Der er meget mere fokus på, hvordan et langtidssamarbejde kan gavne alle parter i forhold til at få mere plantebaseret og økologisk ind i sortimentet.

Emil Andersen, Cfo, planteslagterne


Det perspektiv ligger også i forlængelse af en pointe, som Emil lavede tidligere i debatten: at detail har mulighed for at teste af, hvad der rykker på salget af forskellige varer i sortimentet ved at gøre noget i én butik og noget andet i en anden butik og til slut sammenligne de to butikker.

Så måske det er der, bønnerne ligger begravet for detailhandlen i forhold til at omstille sig til et grønnere sortiment?
En detailhandel, som tør at teste mere af, være kreativ og innovativ i forhold til indretningen af supermarkederne, uddanner sine medarbejdere til at inspirere kunderne til at spise grønnere og arbejder på at danne alliance med producenter, faglige aktører og det videnskabelige felt?

Det tror vi på!

Vores deltagelse og teltet er med tak støttet af Fonden for Økologisk Landbrug og Hanegal Mikuna, Salling, Nordic Quinoa og Naturli’.

Du er måske også interesseret i