81 % artikler skævvrider DTU’s undersøgelse om plantedrikke
Tilbage i januar spredte sig en steppestorm i medierne om plantedrikke, hvilket tog udgangspunkt i en ny undersøgelse fra DTU Fødevareinstitut om næringsindholdet i en række plantedrikke med/uden tilsatte vitaminer og mineraler. Vi har været til møde med DTU og fremlagt vores analyse af forløbet for dem.
Hvad drejer det sig om?
I januar offentliggjorde DTU på vegne af Fødevarestyrelsen en ny undersøgelse af næringsindholdet i plantedrikke. Undersøgelsen konkluderer, at plantedrikkenes næringsindhold er lavt sammenlignet med komælk dog undtaget sojamælk og plantedrikke, der er berigede med B2, B12 og D2-vitamin. Dengang kommenterede vi på sagen og skrev til DTU.
Som vi også skrev dengang, bakkede vi op om undersøgelsens konklusion og vigtigheden af denne, men satte stort spørgsmålstegn ved vinklingen, der tegnede et meget usagligt og tendentiøst billede af plantedrikke.
Til møde med DTU Fødevareinstitut: konklusioner fra medie-screening
Vi synes, det er vigtigt, at forskningsresultater bliver kommunikeret på en saglig og neutral måde.
Den 7. marts sad Frederik og Rikke fra sekretariatet derfor klar til et online møde med DTU.
Vores budskab var, at DTU’s nyhed omkring undersøgelsen skabte grundlag for at sprede misinformation om plantedrikke og mulighed for mistolkning af undersøgelsen.
Dette kom tydeligt frem, da vi analyserede overskrifter og indhold i de 64 artikler (Infomedia), der var blevet skrevet på baggrund af nyheden.
Nedenstående grafik opsummerer konklusionerne.
Bevæbnet med ovenstående skarpe analyse og gode eksempler håbede vi på, at DTU ville anerkende deres fejltrin og lave en korrigeret pressemeddelelse eller nyhed.
DTU ville dog ikke anerkende, at deres vinkling skabte misinformation. Vi mener i Plantebranchen, at det ikke er uvæsentligt, at 2/3 af de nyheder, der er skrevet om undersøgelsen, lægger vægt på, at plantedrikke ikke er sundere end mælk, samt 20 % har en åben overskrift, der konkluderer, at plantedrikke ikke er et alternativ til mælk.
Pointer, der slet ikke er belæg for i undersøgelsen, men får plantedrikke til at fremstå ulødige og ikke-attraktive. Desuden pointer, som seniorforsker Jette Jakobsen selv understreger i en række af de medier, hvor overskriften omhandler markedet og efterspørgslen af plantedrikke.
Seniorforsker Jette Jakobsen kan på baggrund af analysen ikke konkludere, om plantedrikke er mere eller mindre sunde end mælk. Men de to typer har meget forskellige næringsstofsammensætninger.
Interview med Jette Jakobsen, Helsingør Dagblad (via Ritzau Plus)
Når overskrifter står åbne og generaliserer
Hvis forskning skal gøre os klogere på ernæring, madkultur og forbrugeradfærd, er det vigtigt, at konklusionerne gengives neutralt og sagligt.
Medierne har et ansvar for ikke at skævvride en pressemeddelelse, men Fødevarestyrelsen, DTU og andre forskningsinstitutter har også et ansvar for ikke at skabe tvivlsomme overskrifter, der kan bruges til at sprede skadelige steppebrande mod fødevarer, som støtter forbrugeren i at leve efter klimakostrådene.
Selvfølgelig er plantedrikke et glimrende alternativ til mælk og mejeriprodukter, fordi man kan bruge dem på samme måde i sine måltider og madvaner, hvilket gør det nemt for den enkelte at omstille sig og skære ned på animalske fødevarer – fuldstændig i tråd med det Fødevarestyrelsen faktisk anbefaler.